Når man aldrig tidligere har deltaget i en march og i første omgang alene begiver sig ud på Hærvejsmarchen for at dække begivenheden og efterfølgende beskrive den via medierne, er det en fantastisk følelse efter endt gerning at sidde med den tanke, at man nu er blevet en del af et fællesskab. Et fællesskab bundet op omkring glæden ved at vandre. Glæden ved at opleve naturen i et tempo, hvor der er tid til at se selv de små ting. Tid til at nyde andres selskab, ens eget og lade tankerne få frit spil. Og mod på at gentage oplevelsen og muligvis udvide den med endnu flere.

International atmosfære

Sådan var min oplevelse, da jeg i 2019 for første gang gik Hærvejsmarchen. En oplevelse der overraskede og ikke alene bød på de stereotyper af mennesker, jeg havde forestillet mig forinden, men i langt højere grad bød på international atmosfære, med mennesker fra flere lande, der i større eller mindre flokke gjorde sig bemærkede ved deres positive indstilling og glæde ved at se eller gense de danske ruter.

Der var unge mennesker, der udfordrede sig selv og hinanden på de længste ruter, militærpersoner i geled, familier der mødtes, gik og spiste undervejs, 50 års jubilarer, der uden pause havde gået Hærvejsmarchen hvert eneste år og alle vi andre, der mere eller mindre faldt ind i persongalleriet og færdiggjorde indtrykket af en multikulturel og international oplevelse.

Undervejs mødte man samtaler, grin, eftertænksomhed, beslutsomhed og udholdenhed. Man mødte musik og underholdning, stemning og medmenneskelighed. Tyske og hollandske soldaters marcheren til sang blev krydret med hornmusik på posterne undervejs og ved vejs ende, blev man mødt af en paradeplads, hvor stemningen tangerede en bedre byfest med madboder, underholdning og massage.

Plus på oplevelser, minus på søvn

Som prikken over i’et fik jeg også oplevelsen af at overnatte i den nærtliggende idrætshal. En overnatningsform, der ikke umiddelbart satte mange timer ind på søvnkontoen, men som i overmådeligt stor grad til gengæld satte oplevelser ind på livskontoen. For også her var forskellighederne store og evne til fællesskab enorm.

Allerede første nat måtte jeg revidere min indstilling til, hvem der deltog i marchen. For veludstyret med blød luftmadras og dyne blev jeg noget overrasket, da den mest gængse farve i idrætshallen var militærgrøn. Overalt var der slået feltsenge op og de kamuflagefarvede rygsække stod lejret op så sirligt på række, at mit blomstrede dynebetræk og forholdsvist løspakkede grej ved første tanke sprang alt for meget i øjnene. Men her var alle typer. Her var dem, der snorkede, dem hvis vækkeur ringede klokken 4, for at være i god tid. Der var dem, der pruttede i søvne og dem der duftede af sæbe i flere meters afstand. Der var dem, der sov tidligt og dem, der udnyttede Viborgs festlige beværtninger, og først kom tilbage, da den forholdsvis korte nat, var ved at vende til morgen. Men på mærkværdig vis, var det en del af oplevelsen. En del af fællesskabet også at få den oplevelse med. Jeg nød den faktisk, selvom vækkeuret klokken 4 kombineret med et par lettere højrøstede feststemte herrer med ganske få timers mellemrum ikke levnede plads til megen søvn.

Ømme ben og gode minder

Og benene var ømme efter de to dages march. Kroppen var brugt og energiniveauet på et sted, der ikke umiddelbart lagde op til en arbejdsuge blot 16 timer efter, målstregen var krydset for anden gang den weekend. Men med en adrenalin, der stadig kørte, en stolthed over at have gennemført og en oplevelseskonto så spækket, at fortællingerne stod i kø for at blive fortalt, har Hærvejsmarchen sat sig som en af de oplevelser, jeg gerne gentager, udvider og mindes frem i tiden.