Uddrag fra jubilæumsbogen "Med raske skridt", som blev udgivet i forbindelse med 50- års jubilæet.

I 1969 var jeg soldat i Oksbøl, og jeg havde hørt, at man var i gang med at ville starte noget i Viborg. Så vi var nogle stykker, der begyndte at træne – og så stillede vi ellers op til Hærvejsmarchen med et soldaterhold. Så det var egentlig ganske tilfældigt, at jeg kom med.

Hærvejsmarchen har været noget af en familietradition. Min far var med til at gå marchen de første 25 år – og hvert år mødes store dele af familien i Viborg i forbindelse med Hærvejsmarchen.

Første år deltog jeg som soldat - i store tunge soldaterstøvler. Vi var et sted mellem 2.400 og 2.500, der var tilmeldt – og vi var knapt 1.800, der gennemførte. Det første år oplevede vi, at der nogle steder blev buh’et ad os, når vi gik forbi. Men siden steg deltagerantallet voldsomt – og så oplevede vi ikke det mere.

Starter med en Underberg

En af mine soldaterkammerater fra 1969 mødes jeg stadig med hvert eneste år. Vi har gået marchen sammen de sidste 25 år. Og endnu en af soldaterkammeraterne, som jeg havde været på sergentskole med, er også kommet med. Han deltog de første år – men var ikke med til Hærvejsmarchen gennem en periode på 30 år. Da han så ringede og sagde, han gerne ville gå sammen med os igen, var det bare hyggeligt.

Vi går sammen de to gange 30 kilometer – og vi hygger os med det. Vi ser faktisk kun hinanden den enegang om året, men vi har det fint med hinanden. Vi mødes altid fredag eftermiddag eller aften ved Tinghallen – og så får vi en øl. Lørdag morgen begynder vi at gå klokken 5 – eller måske først klokken 6 efterhånden. Vi starter med en Underberg – og så går vi ellers derudad. Ved den første rasteplads mødes vi med hele holdet, som støttes af Men’s Wear, til kaffe og rundstykker. Og undervejs går man jo og snakker med folk. Ja, og så mødes vi igen søndag morgen for at gå anden halvdel af marchen.

En tradition

Det at gå Hærvejsmarchen er blevet en tradition for mig. Der har ikke været et eneste år, hvor jeg ikke har deltaget i Hærvejsmarchen. Men der har været to år, hvor det var ganske tæt på, at jeg ikke kom afsted. Den ene gang havde jeg leverbetændelse, og den anden gang døjede jeg med et voldsomt maveonde. Men jeg gennemførte alligevel.

Jeg har også fået min kone lokket med ud at gå. Hun har nok efterhånden gået turen en 25-30 gange. Og det er faktisk hyggeligt. Også begge mine børn, min søster og svoger er ude at gå.
I år går jeg ruten på to gange 30 kilometer. Det er rigtig hyggeligt. Det er en tur, man kan gå og hygge sig med, uden at man bliver helt ødelagt af det. I øvrigt er jeg vist den yngste af dem, der har gennemført marchen alle årene. Jeg var kun 18 år, da jeg første gang gennemførte den.

Se også Ove Thirup i videoklippene herunder