En historie fra Hærvejsmarchen 1979

Vi var 4 der fulgtes ad. 1 debutant, 2 der skulle have sølv, og én der gik efter en guldmedalje. 4 gutter der sammen med 10.779 andre gangglade prøvede at tage kampen op med den jyske alhede.

Som en uendelig lang regnfrakke-reklame soppede vi lørdag morgen ud gennem Viborgs våde gader. Ingen kunne vide, det ville regne i 9 timer uden ophør, men alle 10.783 havde det vist på fornemmelsen. Den foranliggende 45 km lange dagsmarch virkede uhyggeligt uoverskuelig.

Mudder, mudder, mudder

Ingen sang. Alle holdt øje med de våde brosten. Senere blev de våde gader afløst af våde landeveje. De våde landeveje blev afløst af våde markveje, og for ligesom at knække de sidste, afløstes de våde markveje af våde opblødte skovstier.

Så meget havde det regnet, og så meget mudder var der, at stierne kun kunne anvendes helt ude i siderne. Vi så ikke ret meget af Jylland, men mudder fik vi set. Variérende fra det almindelige mørke mudder til rødt, gråt og gult mudder. Mudder iblandet småsten, grankviste og udtrådte vabler. Mudder med krampagtige muskler og bristede forhåbninger.

Mudder, mudder, mudder. Men ve den, der ikke holdt godt øje med samme mudder. Personlig så jeg tre eksempler på glade vandrere, som måtte ned og kysse Moder Jord.

Niels-Anker Hansen og Frode Albrechtsen undervejs på den meget våde Hærvejsmarch 1979. 
Foto: John Thomsen

En enkelt uoverlagt bevægelse, et glidende svup, et aflangt sjask – og nej hvor så de ud. Dem der påstår, man bliver kønnere af et mudderbad, de har ikke været med ved Hærvejsmarchen 1979.

Hvorfor fortsætte?! 

Det var en af de ture, hvor neonskiltet: HVORFOR ? giver sig til at blinke med større og større bogstaver. Sådan cirka en halv meter foran ens våde blåfrosne tud. Alt druknede i regnen – selv rastepladserne, hvor man stående kunne spise sandwich med sugerør. Der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad man ellers kunne have brugt sin lørdag til. Mange havde så meget fantasi, at de stoppede op og gjorde alvor af det.

De fleste af os har en ret klar fornemmelse af, at på et vist tidspunkt, så kan man ikke blive mere våd, men i Jylland omkring Viborg, der kan man. Gradvis bliver man mere ydmyg. Lærer at sætte pris på når regnen slår ind i nakken, i stedet for lige ind i ansigtet. Nyder ligefrem et par forkølede toner fra et medmenneskes mundharmonika - eller vandorgel, som det døbtes. Selv om han nok aldrig kommer ind på Musikkonservatoriet, så rykker man automatisk et par meter frem. Glemmer for en stund smerterne i de ømme muskler og vandskaderne i fødderne.

Paradoksalt nok holdt regnen op i samme øjeblik vi nåede målet, og selv om vi havde fået vand nok, var det ubeskriveligt livgivende at stå under den varme bruser, og langsomt vende tilbage til civilisationen.

Fra regn og mudder til myg og vabler

Om søndagen regnede det overhovedet ikke. Der var ligesom mere plads ved startstedet om morgenen. Man sagde, at hver 5. havde givet op. Godt vi kun var 4, der fulgtes ad.

Tydeligt mærkede af gårsdagens strabadser, knystede vi os, som et langt broget bånd, ud i landskabet. Et ømt syn. Overkulørte tobenede reklamesøjler med reklame fra alt mellem Viborg og Kansas City, i smertelig kontrast til den pragtfulde natur, humpede vi deruda’. ’Ad vejen til sundhed’, siger brochuren. Alligevel havde de fleste en allerhelvedes lyst til at afbryde den diplomatiske forbindelse med fødderne. På rastepladserne blev sokkerne krydsskiftede i håb om lindring.

Heden, i dobbelt forstand, havde bragt hære af kampklare myg frem. Vi var lette ofre, da de holdt festmåltid på os. Tappede os for det sidste af det blod, vi så rigeligt havde brug for. Nu var det ikke kun fødderne der sved. Nu sved og svedte vi over hele kroppen.

Alligevel var det intet imod, hvad vi havde oplevet om lørdagen, og alligevel gør vi det igen næste år, og næste og næste igen. For trods strabadserne, så er Hærvejsmarchen noget særligt. Med sin overdådige natur, stemningen og kammeratskabet. Og den medleven byen Viborg viser de trætte marchdeltagere, når vi efter orkestrene standhaftigt vandrer ind på stadion, og med klapsalverne endnu rungende i ørerne modtager de fortjente og eftertragtede medaljer.

Alt dette i rammerne af et perfekt og velsmurt arrangement, gør Hærvejsmarchen til en årlig tilbagevendende oplevelse. Jeg må vel vide det, for jeg var ham, der skulle have guldmedalje.